Rasmus Ole Hansen

Kære Anne Vang

Jeg har læst din pressemedelelse, hvor i du efterspørger hjælp til at løse problemet med manglende daginstitutionspladser.

Jeg har jo selv været i samme situation i 2009, så problemet er ikke nyt.

Dengang var du jo ikke borgmester, så det problem som er nyt for dig, er sådan set ikke nyt i forhold til Børne- og Ungdomsforvaltningens udfordringer.

Jeg har fuld forståelse for at økonomien er mere i fokus end at skaffe dagsinstitutionspladser. Med forgængere fra Enhedslisten og SF er der jo ingen der forlanger, at du skulle kunne rette op på 11 års budgetkaos i løbet af to år.

Men bare rolig her hjælpen.

Først og fremmest er der jo et stort økonomisk effektiviseringspotentiale gemt på dagpasningsområdet.

Med bruttoudgifter på 77.349 kr. er Københavns Kommune den absolut dyreste kommune i landet at få passet sine børn. Faktisk 32.658 kr. dyrere end landets billigste kommune som er Billund.

Hvad forskellen er skal jeg ikke gøre mig klog på. Det kan jo omvendt også konstateres, at det er dyrere at få et barn med i Legoland end i Tivoli eller i Zoo. Desværre er det jo oftest sådan at udgifter til Legoland, Tivoli og Zoo alligevel er udgifter som bedsteforældrene afholder, så de figurer slet ikke i det årlige familiebudget, hvilket børnepasningsudgiften i høj grad gør.

Nu ved jeg godt, at du vil sige at København ikke kan sammenlignes med Billund. Forklaringen fra Københavns Rådhus har jo i årtier været, at København er noget ganske særligt, og derfor skulle økonomisk ineffektivitet være helt normalt, når man både var hovedstad og amt på engang.

Nuvel, nr. 2 og 3 på hitlisten over dyr børnepasning er Århus og Frederiksberg. De to kommuner er henholdsvis 2.444 kr. og 3.622 kr. billigere end København. Merudgiften i forhold til Frederiksberg pr. barn svarer således til mere end den månedlige forældrebetaling.

Nok om det. Jeg havde jo lovet at hjælpe.

Glem alt det med at bygge nye institutioner. Når de er færdige skal børnene alligevel til at gå i skole.

En løsning som er ganske overset, er det private initiativ. For 77.349 kr. om året pr. barn tror jeg godt et par driftige freelance børnepassere kan strikke et attraktivt tilbud frem til de forældre, der ellers må hente bedstemor over fra Jylland.

Jeg ved jo de findes. Her i Valby hvor jeg bor er der f.eks. den privat daginstitution på Retortvej 10.

På Amager ville to entreprenante pædagoger lave deres egne børnehave på grund af pladsmangel.

Begge mine eksempler er dog også eksempler på privat initiativ der modarbejdes af kommunes forvaltninger.

I eksemplet om Amager afviste du over for Danmarks Radio i november 2010, at kommune skulle modarbejde det private initiativ ved at kræve forhold som kommunens egne institutioner for dispensation for.

Mit løsningsforslag er derfor to-delt:

1. Kommunen skal sikre en mere smidig sagsbehandling af privat initiativer uden forskelsbehandling i forhold til kommunale daginstitutioner.
2. Kommunen tilbyder alle forældre at tage 38.675 kr., svarende til halvdelen af den nuværende brutto udgift, med som betaling til en selvvalgt pasningsmulighed uden for de kommunale tilbud. På den måde er der incitament til at oprette private dagsinstitutioner, samtidig med at Børne- og Ungdomsforvaltningen opnår en tiltrængt økonomis effektivisering på pasningsudgifterne.

Med venlig hilsen

Rasmus Ole Hansen

Lagt på 180grader.dk og sendt til Borgmester Anne Vang på borgmester@buf.kk.dk

Til efteråret opsætter Foreningen R-Boot en eksperimenterende performance-installation, hvor de medvirkende skal forestille at være politiske fanger i en fangelejr i fremtiden.

R-boot omtaler selv formålet med opsætningen, som at skabe indsigt i problemstillinger der opstår, når lovgivningen er baseret på frygt. Det er desuden et formål at vække en debat ved at skabe et provokerende fremtidsbillede af Danmark. Publikum indgår i et totalteater og medvirker dermed i handlingen i fangelejren.

Stykket hedder Kapo. En Kapo var i de nazistiske kz-lejre en fange, der havde opsyn med de andre fanger. Dette opsyn bestod i at holde orden, og jo mere voldspsykopatisk en Kapo var, des bedre var det i nazisternes øjne. For sine sadistiske karaktertræk havde Kapoen særlige privilegier i forhold til de andre fanger.

Selvom stykket skal forestille at være i en dyster dansk fremtid, så har der igennem det 20. århundrede været både risiko for at det skulle blive virkelighed i Danmark. I 5 år var Danmark besat af et nazistisk diktatur. Efter 2. verdenskrig arbejdede mange på venstrefløjen for at Danmark skulle underligges et kommunistisk diktatur under Sovjet-russisk overherredømme.

Det blev heldigvis aldrig til virkelighed. På lige dele af held og på danskere der troede på det bevaringsværdige i frit og demokratisk Danmark. Heldet bestod i at Danmark trods alt lå et strategisk godt sted i mundingen af Østersøen, og englænderne og amerikanerne havde en stor interesse i at komme først til Danmark før Sovjetterne.

Frihed og demokrati er hverken kommet af sig selv eller bevares af sig selv. Det er måske ikke en daglig kamp, men alligevel en kontinuerlig kamp. En nylig undersøgelse af ugebrevet A4 viser at 11 % mener det vil være en god ide med en stærk leder der ikke skal tage hensyn til Folketinget. Når man ser Folketingsdebatter eller læser nogle af Folketingspolitikernes lovforslag kan jeg godt sætte mig ind i at der forekommer lidt politikerlede engang imellem. Dertil er demokratiet også kompromisets kunst, så ved hver aftale er alle sådan set lidt utilfredse med resultatet.

Problemet med en stærk mand til at lede uden om Folketinget er blot, at det lynhurtigt vil ende med diktatur. Det er værd at huske på at nazisterne blev demokratisk valgt i Tyskland. Andre stærke mænd op gennem det 20. århundrede var Mussolini, Stalin og Lenin m.fl. Nazisterne mødte heldigvis deres endeligt efter 12 års diktatur i Tyskland og en verdenskrig. Trods murens fald i 1989 er vi stadig ikke blevet fri for alle kommunisterne. Kina, Nord Korea og Cuba er stadig kommunistiske diktaturstater, hvor det er en forbrydelse at modsige styret. Tankeforbrydelser som afsones i kz-lejre.

En stærk leder er dog karismatisk. Se blot på Fidel Castro. Så karismatiske at hans tilhængere lukker øjnene for hans forbrydelser. 3.000 betalende gæster mødte op for at hylde ham i Falkoner teatret på Frederiksberg i forbindelse med COP15. Kun et få tal mødte op, da cubanske system- og socialismekritiske blogger Yoani Sanchez var inviteret til Danmark. Hun mødte selvfølgelig ikke op selv, men var repræsenteret af eksil-cubanere fra Spanien. For er du fra et land med en stærk leder, har du ikke engang din frihed til at rejse ind og ud af dit hjemland.

Bemærkelsesværdigt er det derfor at folkevalgte har noget positivt at sige om den slags mennesker. Holger K. Nielsen (SF) roste Castro så sent som i april måned i år. SF er selvfølgelig også partiet som huser Ole Sohn der som tidligere DKP-formand i voksen alder, og efter murens fald har arbejdet aktivt for kommunismens indførelse i Danmark. Et politisk system hvor politisk uenighed er forbudt.

De 11 % af befolkningen som gerne vil have en stærk leder, står derfor ikke alene blandt en række af de nuværende folkevalgte.  Flere af dem har flirtet med tanken om indførelsen af et socialistisk diktatur. Derfor er Kapo et stykke som er værd at besøge, da det surrealistiske fremtidsscenarium sagtens kunne have været blevet virkeligheden i Danmark, og i dag er virkeligheden i flere lande rundt om i verden.

Friheden er værd at bevare og lovgivning baseret på frygt kan sagtens vedtages gennem demokratiet, men vil langsomt erodere vores frihed som borgere, efterhånden som det offentlige blander sig mere og mere i vores personlige og økonomiske forhold.

Stykket foregår fra den 30. september til den 2. oktober 2011 i Ny Tap, Pasteursvej 46, 1778 København V.

Jyllands Posten rapporterede fra Folkemødet på Bornholm, at Clement Kjersgaard fik erhvervslivet til at vælge mellem flere udgifter til uddannelse eller lavere skatter.

Konkret var valget som underdirektør i Dansk Erhverv Niels Milling stod over for, om erhvervslivet ville vælge:

A)Samme udgiftsniveau til uddannelse og lavere skatter, eller

B) Flere udgifter til uddannelse, men lidt højere skatter

Niels Milling konkluderede at det ikke var så enkelt, men svarede til sidst: ” Der er ingen tvivl om, virksomhederne ville vælge uddannelse”.

Virkeligheden er dog den, at 300.000 industrijobs forsvinder fra Danmark både inden for produktionen, men også forskerstillinger, fordi lønomkostninger i Danmark er alt for høje pga. de høje skatter.

Havde Niels Milling tænkt lidt længere, ville han nok have svaret lavere skatter, så der også i fremtiden eksisterer et stærkt erhvervsliv i Danmark til at finansiere det offentlige forbrug.

9. april. En dato der for langt de fleste, trods alt, er en dato som er uløseligt forbundet med nazisternes besættelse af Danmark under 2. verdenskrig.

Flere medier har refereret til Jyllands Posten undersøgelse der afslører at 5 ud af 14 ikke ved hvad 9. april betyder. Ok, 14 adspurgte lyder som en voxpop foran Jyllands Postens domicil.

Forargelsen blandt historikere er dog alligevel stor forstås det.

Men forsvaret fra du heldige 5 deltageres i voxpoppen er der i skikkelse af  historielærerformand Tina Andersen.

Ifølge avisen mener hun ikke at datoer er vigtige og man lige så godt kunne fremhæve  den 18. april 1884 eller den 11. september 2001.

I stedet for at spørge ældre historikere om, hvilke datoer de synes, der er vigtige, burde man spørge de unge om det samme.

Jeg vælger nu at spørge hvad der mon skete den 18. april 1884?

Mon ikke hun mener 18. april 1864, som er en vigtig dag i forståelsen af det nationale sammenbrud, hvor vi måtte afstå Holstein og Slesvig og hvor Kong Christian IX i al hemmelighed prøvede at sælge hele Danmark til Bismarck.

Sådan er der jo så meget.

Undskyldninger har stadig ikke mistet sin værdi. Claus Haagen Jensen kræver nu en undskyldning af Søren Pind, ellers vil han lægge sag an. Det er godt at Claus Haagen Jensen stadig kan sin børnehavepædagogik ”Sig undskyld eller jeg sladrer”.

Lige da man troede at denne sag ikke kunne blive mere latterlig, vælger Claus Haagen Jensen at true med at spilde retsvæsnets tid, hvis han ikke får en undskyldning eller som minimum en beklagelse.

Om Søren Pind også skal give undskyldningen, som om han mener det, melder historien ikke noget om. Det foreligger heller ikke umiddelbart oplysninger om hvor vidt Claus Haagen Jensen fra sin side vil give en undskyldning til Søren Pind, for at have kaldt det for noget værre snavs at have et fuldt lovligt rabatkort til en tøjbutik.

De fantastiske Coen brøderne der har stået bag gode film som Fargo og The big Lebowski har sammen med skuespilleren Josh Brolin en mildest talt besynderlig måde at vurdere afdøde skuespilleres karrierer på. I forbindelse med genindspilningen af John Wayne filmen True Grit, gør Coen brødrerne sig kloge på John Waynes karrierer. John Wayne var republikaner og derfor egentlig ikke særlig god men alligevel et ikon. I øvrigt er de i hvert fald ikke blevet inspireret af John Wayne. Altså når vi ser bort fra, at de lige netop har valgt at genindspille en af John Waynes bedste. Det er lidt plat at Brolin og Coen brødernes eget politiske ståsted skal afgøre om andres virke er godt eller dårligt. For mit eget vedkommende synes jeg, at den stærkt venstreorienterede instruktør Oliver Stone har stået bag nogle glimrende film med bla. Wall Street, Platoon, JFK og W.

Til trods for Coen brødernes mærkværdige synspunkter glæder jeg mig til at se deres version af True Grit. Det er jo egentlig det fantastiske ved markedsøkonomi at køberen og sælgerens politiske præferencer er irrelevante for, om der finder handel sted. Vi må håbe at Coen brøderne bliver ved med at se ned på John Wayne, og også genindspiller ”The man who shot Liberty Vance”.

Den seneste tids udenrigspolitiske stof har stort set alene været koncentreret omkring situationen i Egypten.

Jeg indrømmer blankt, at jeg også følger situationen tæt. Det er utroligt livsbekræftende at se et folk mere eller mindre spontant protestere mod en diktator, som for en tredje del af befolkningens vedkommende har siddet ved magten i hele deres liv. ”Gå af Mubarak”, lyder det igen og igen.

Os med lidt amatør historisk bevidsthed kan på andre virke noget pessimistiske, da vi blot gik og forventede en reaktion fra Mubarak. Ville det virkeligt kunne gå så let til, at en diktator ville gå frivilligt uden videre. Mere eller mindre spontane oprør er tidligere blevet slået hårdt ned, f.eks. Ungarn i 1956 og Prag 1969. Det var selvfølgelig under den kolde krig, hvor Sovjet gjorde sin indflydelse gældende. Vi er ikke under den kolde krig længere. Selvom Mubarak med sin milliardstøtte fra USA er et levn fra dengang.

Andre lande med mindre bevågenhed i dansk verdenspresse har også forsøgt sig med oprør mod deres diktator i dette årtusind. I Zimbabwe har befolkningen forsøgt at afsætte diktatoren Mugabe af ved hjælp af demokratiet. Resultatet har dog ikke været kønt. Ved samtlige valg i det nye årtusind har Mugabe forinden selve valghandlingen udført terror mod oppositionens tillidsfolk og tilhængere. Terror der har bestået i alt fra falske anmeldelser til overfald, voldtægt og mord. Få dage før valgdagen er terroren holdt op, således at selve valgdagen kunne afholdes i god ro og orden til ære for de udenlandske valgobservatører.

Det er sørgeligt at se, hvilken tilstand Zimbabwe er bragt i af en diktators febrilske forsøg på at holde sig ved magten. Landet var i de to første årtier efter selvstændigheden i 1980 kendt som Afrikas brødkurv. Et land som modbeviste teorien om at Afrika ikke kan løfte sig ud af fattigdommen. Velstand tager tid. Fattigdom kan desværre hurtig indføres. Fattigdom har været konsekvensen af Mugabes terror mod sin egen befolkning for at beholde magten.  Siden terrorhandlingerne for alvor startede i 2000, inkl. såkaldte landreformer, er produktionen af tobak og kaffe faldet med 80 % og majs med 50 %. Et sådan fald i produktionen pga. af politiske handlinger går ikke ubemærket hen i nogen samfundsøkonomi. Det utrolige er dog alligevel, hvor hurtigt man ad politisk vej kan ødelægge et ellers velstående land med gode fremtidsudsigter.   

Hvorfor går Mugabe ikke af? Hvorfor går Mubarak ikke af? Begge har jo sit på det tørre økonomisk. Enhver diktator glemmer aldrig at fylde sine egne lommer. Mubarak skulle være god for 200 milliarder kroner. Det i et land hvor mange laver under FNs fattigdomsgrænse på $2 om dagen.

Svaret er Pinochet. Pinochet gik frivilligt af og overlod magten til en demokratisk valgt forsamling i 1990. I 1998 blev Pinochet anholdt i London efter anmodning fra en dommer i Spanien med henblik på at retsforfølge ham for hans ansvar for ugerningerne under militærdiktaturet i Chile.

Det er kun passende at diktatorer retsforfølges for at tilgodese vores alle sammens retfærdighedsfølelse. Det har dog sin pris, at retsforfølge afgåede diktatorer. Prisen ser vi i Egypten og i Zimbabwe og hvor der ellers sidder diktatorer, som er faldet for aldersgrænsen for længst og ville have bedre af at lade andre komme til. De gamle mænd tør bare ikke at bistå med at deres lande blev mere demokratiske, fordi de ved, at de sandsynligvis vil blive retsforfulgt ligesom Pinochet. Derfor vil de for alt i verden holde fast, indtil de afgår ved døden.

Det ville måske være et anslag mod vores retfærdighedsfølelse, hvis Mubarak og Mugabe skulle side i Frankrig og nyde deres otium, som afrikanske diktatorer tidligere har haft for vane. Alternativet lider befolkningen dog under dagligt. Et alternativ hvor diktatorerne kan gå af uden at blive retsforfulgt vil ikke berolige vores retfærdighedsfølelse, men alternativet er dog meget bedre for de to landes befolkninger.

Hver morgen tager jeg bussen på arbejdet, så jeg vil blive særligt generet af den mulige strejke blandt buschaufførerne.

 Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om strejker. Jeg kan godt forstå folk strejker, hvis arbejdsgiveren slår dem eller lignende. Denne strejke skulle dog handle om utilfredshed blandt nogle af chaufførerne med regeringens efterlønsreform. Hvordan busselskaberne har indflydelse på politiske partiers udspil kan jeg ikke lige gennemskue. Det må i hvert fald være svært for en arbejdsgiver at imødekomme et sådan krav. Hvis det lykkedes kunne det inspirere andre arbejdstagere til også at strejke politiske krav igennem. Jeg tror godt jeg kunne samle en del kollegaer på mit arbejde, om at strejke mod et skattesystem der straffer initiativ og virkelyst.

Nuvel. Strejk du bare løs kære buschauffør. I stedet vil jeg tage cyklen på arbejde. Da jeres arbejdsgiver ingen indflydelse har på efterlønnen, kan det jo være at strejken varer i lang tid. Det bliver kun godt for min kondition. Det kan endda være, at jeg vænner mig så meget til at cykle på arbejde, at jeg helt dropper mit månedskort. Det er trods alt 3.840 kr. om året, som jeg kan bruge på noget andet. F.eks. en ny cykel.

S-SFs planer om en ny erhvervspolitik er den såkaldte picking the winners strategi, som går ud på at offentlige embedsmænd gætter på hvilke brancher der er vækst brancher.

Strategien er prøvet før og dømt til at tabe. I modsætning til når privat gætter og gætter forkert, så vil et offentligt fejl gæt få konsekvenser for os alle.

Vi kan kun få velstand og øget produktivitet, hvis de brancher med dårlig produktivitet kan gå konkurs, hvis de viser sig ikke at være vækstbrancher alligevel. Det vil ikke ske hvis det offentlige ved subsidier holder de fejlslagene brancher kunstigt i live.

Men hvor skal arbejdspladserne komme fra spørger Helle og Villy, og kræver svar fra statsministeren, som børn spørger forældrene om, hvornår de må få slik.

Margaret Thatcher svarer på spørgsmålet i sin biografi fra 1993 og svaret er, at det ved ingen. Sådan fungerer markedsøkonomi:

Det er en kendsgerning, at en regering i en markedsøkonomi ikke ved – og ikke kan vide – hvor arbejdspladserne vil komme fra: Hvis den vidste det, ville alle de interventionistiske metoder med at ”vælge vindere” og ”støtte succeser” nemlig ikke have valgt tabere og bidraget til fiaskoer.

For et års tid siden var jeg til et foredrag af Harald Nielsen i forbindelse med lanceringen af bogen Guld Harald. Harald Nielsens karriere er historien om en gudsbenådet angriber, der dog kun fik få kampe på landsholdet pga. af DBUs daværende regler, om ikke at bruge udlandsprofessionelle på landsholdet. En regel der betød at Danmark i årtier ikke stillede med de bedste spillere, som dansk fodbold havde udviklet. Først med netop Harald Nielsens trusler om proffessionel fodbold i dansk klubfodbold og Sepp Pionteks indtog som landstræner, åbnede DBU op for bedre forhold for klub og landshold.

Begejstringen omkring landsholdet kan være svær at få øje på i øjeblikket. Ikke kun fordi spillet i lang tid ikke har været særlig godt, men også på grund af (eller især) kommunikationen ud af til. Som tidligere landsholdsspiller Preben Elkjær siger

Det er meget vredt, fordi hver gang man spørger om noget, så får man et vredt svar frem for at være positive

Nu har dansk fodbold publikum tilsyneladende muligheden for at opleve to store fodboldnationer møde hinanden på dansk grund i Parken. Tanken om at dansk fodboldpublikum kan se England-Argentina, er dog ikke noget DBU er begejstret for. En kamp, der modsat det danske landshold iøjeblikket, ville kunne trække fuldt hus i Parken.

DBU’s generalsekretær Jim Stjerne Hansen udtaler:

Vi vil ikke se vores nationalstadion blive brugt til at afholde en landskamp mellem to andre lande end Danmark på en FIFA-dato, hvor Danmark selv kunne spille enten på ude- eller hjemmebane.

Nu spiller alle landshold vel fodbold på de fastlagte FIFA-datoer, så det argument virker noget uldent. Hvis DBU ikke engang har arrangeret en kamp, kan det undre, hvorfor vi som publikum ikke må opleve England-Argentina. Noget tyder på at DBU ikke er kommet meget længere siden Harald Nielsens dage og simpelthen blot er imod, fordi de ikke selv tjener penge på arrangementet.

Den fodbold gavnlige handling fra DBUs side ville være at arrangere en udekamp for det danske landshold samme dag, så kan vi som fodboldpublikum opleve England-Argentina i Parken og bagefter se landsholdets udekamp på TV.  Det kunne nemlig være rart for engangs skyld at opleve en landskamp i Parken med fuldt hus.

 Guld-Harald havde her mange år efter stadig et horn i siden på DBUs varetagelse af dansk fodbold – nu forstår jeg egentlig godt hvorfor.